Valgprogrammet er nu på plads

På Liste T’s ordinære generalforsamling i januar var et udkast til valgprogram til diskussion som indledning på en længere høringsperiode. Det skal jo gøres grundigt. Og på en ekstraordinær generalforsamling den 4. maj blev de sidste formuleringer pudset af. Så nu er valgprogrammet tilgængeligt på Liste T’s hjemmeside www.t-dragoer.dk.

Hovedbudskaberne er, at vi selvfølgelig lægger vægt på en styret økonomi som grundlag for, at vi kan udvikle Dragør Kommune. Vi står nemlig for udvikling, ikke stilstand eller afvikling. Vi vil væk fra den nuværende økonomiske styringsmodel, hvor de almene tilbud til børn, unge og ældre skal skære ned, hvis der er øgede udgifter til børn og voksne med særlige behov, selv om der er uforbrugte midler i kommunekassen. Det kan gøres bedre!

Liste T lægger vægt på mere kultur til glæde for Dragørs borgere, foruden bevaring og bæredygtighed i bred forstand. Vi vil have kystsikring nu baseret på Dragørs egne velforberedte projektforslag i stedet for at afvente yderligere redegørelser fra staten. Vi har spildt nok tid og penge – 750.000 kr. – allerede. Statens projekt bliver mindst 1 mia. kr. dyrere end Dragørs projekt med samme sikkerhed. Og så bliver det først færdigt i 2060, 30 år senere end Dragørs eget projekt. Det skal vi ikke vente på. Og det skal vi ikke spilde flere penge på. Vi vil heller ikke spilde flere kræfter på udvikling af erhvervsområdet på Nord. Det bliver hverken til gavn for Dragørs borgere eller den kommunale økonomi.

Liste T støtter fjernvarmen i Dragør. Men lad os udbygge den etapevis, med de store boligselskaber og kommunale bygninger først – og videre ud til boligområderne, når borgerne er klar.

Der er mange flere emner i programmet – læs det! Og lad os få en valgkamp med fokus på udviklingen af Dragør Kommune.

Kandidatlisten er også på plads

Peter Læssøe er for længst valgt som Liste T’s borgmesterkandidat. De øvrige kandidater er Annette Nyvang og Ann Harnek, der begge sidder i kommunalbestyrelsen, efterfulgt af John Doktor, Sanne Rossen, Christina Laugesen, Hanne Wanscher, Lotte Aabye, Raged Aljbawi, Henrik Uhrbrand, Jutta Hørlyck, Trine Gotha Frandsen og Rasmus Hartung. De fleste kandidater er med på billedet fra generalforsamlingen:

Vi er glade, fordi kandidaterne dækker kommunen bredt. De dækker også fagligt og aldersmæssigt bredt. Kønsfordelingen er lidt skæv – der er kun 5 mænd blandt kandidaterne. Det må vi se at få rettet op på i fremtiden.

Liste T ser frem til en livlig og saglig valgkamp.

Venlig hilsen

Kristine Bak
Formand for Tværpolitisk Forening (Liste T)