Passer borgmesteren på Dragør? (VIII)

Liste T støtter, at det nye erhvervsområde ved A P Møllers Alle udbygges, så området deles op i flere mindre grunde med byggeri af høj arkitektonisk værdi og med virksomheder, der ikke genererer tung trafik. Det var de rammer, kommunalbestyrelsen var enige om for kun syv måneder siden.

Altså et område som i den sydlige del af det eksisterende erhvervsområde, men hvor Liste T ønsker flere grønne områder, offentlige stier og større krav til bæredygtighed, end der er i det eksisterende.

Derfor ønsker Liste T ikke at gå videre med det lagerprojekt, der efter planen skal udgøre 53.000 kvadratmeter fordelt på to bygninger på hver 312×84 meter!

Der er flere oplagte grunde til, at projektet ikke skal placeres i Dragør Kommune. Her er blot nogle af dem:

Volumen

En af Dragørs kvaliteter er, at vi har bygninger og infrastruktur i menneskelig størrelse, og volumen i dette projekt er helt ud af proportioner med alt i Dragør.

– De 53.000 kvadratmeter svarer rundt regnet til næsten alle kommunens bygninger til sammen: Alle tre skoler, Enggården, alle idrætshaller, alle daginstitutioner, biblioteket og rådhuset.

– Længden på 312 meter svarer til længden på Vestgrønningen fra Kongevejen ned til Rønne Allé. Eller fra krydset ved Store Magleby Kirke hen til Kirkevejens SFO.

– Dragør Værft, som mange borgere gennem tiden har givet udtryk for er for stort, er til sammenligning 42×43 meter.

Trafik og miljø

Vores vurdering er, at trafikmængden til området vil blive enorm og til gene for alle omkringboende og for afviklingen af den lokale trafik ud og ind af Dragør mod lufthavnen.

– De to bygninger kan deles op i 26 lagerhaller på 2.025 kvadratmeter hver (væftet er 1.800 kvadratmeter i grundplan). Alle lagerhallerne skal have kørt varer ind fra producenterne, hvorefter et eller ofte flere pakkeleveringsfirmaer – f.eks. GLS, DHL og Bring – vil hente varer til udbringning. Det kan ske flere gange om dagen. Og endelig vil samme firmaer komme tilbage på andre tidspunkter af dagen med returvarer fra kunderne.

– Det fremgår af sagsfremstillingen, at firmaet bag selv angiver, at ’det store antal enheder potentielt kan bidrage til en større trafik til og fra området’. I deres ESG-rapport (står for Environmental, Social og Governance) fremgår det da også, at 91 procent af deres CO2-udledninger kommer fra kilder, som firmaet ikke selv ejer eller kan kontrollere (scope 3): Altså fra trafikken til og fra deres lagre

– Det fremgår af sagsfremstillingen, at trafikken kan foregå hele døgnet. Det betyder, at virksomheden falder ind under støjklasse 7, der er den højeste støjklasse, som ’omfatter virksomheder og anlæg, som er særligt belastende for omgivelserne’. Da forvaltningen indkaldte ideer og forslag til området, fremgik det, at kommunen ikke ønsker støjklasse 7-virksomheder.

Ejerforhold og økonomi

– Firmaets ejer har dansk adresse i Vallensbæk, og ejes af et hollandsk firma. Dragør Kommune skal derfor næppe regne med, at firmaet kommer til at lægge sin skat i Dragør Kommunes kasse.

– Det vides selvfølgelig endnu ikke, om der vil komme virksomheder i lokalerne, som vil være skattepligtige i Dragør Kommune, men det er næppe langt fra dem alle.

– Til gengæld vurderer forvaltningen, at det vil koste kommunen mellem 1 og 7 mio. kroner i anlægsudgifter at få etableret området – afhængig af det endelige projekt.

Så det bliver et nej tak til dette projekt fra Liste T.