Hvordan skal vi finansiere kystbeskyttelsen? Liste T ønsker en enkel, effektiv og solidarisk finansiering

På kommunalbestyrelsesmødet den 24. november foreslog liste T, at digerne, der i fremtiden skal beskytte store dele af kommunen mod forhøjede vandstande og stormfloder, skal finansieres over skatten samt af fonds- og statsbidrag. Altså at alle kommunens borgere og ikke kun af de cirka 40% af kommunens husstande, der bliver direkte berørt, skal være med til at løfte byrden. Baggrunden er, at alle borgere får glæde af bevarelsen af vores fælles herlighedsværdier.

Som udgangspunkt mener vi, at det er urimeligt, at sikringen af de danske kyster – og i Dragør Kommune har vi hele 14 km – bliver pålagt ganske få borgere i Danmark. Det bør være en statslig opgave at finansiere kystbeskyttelse.

Der er ikke noget, der tyder på, at staten vil finansiere vores digeløsninger 100% – indtil videre er der kun afsat puljer. Dragør Kommune har søgt 87 mio. kr. fra puljen for 2022, ligesom vi har søgt – og fået støtte af Realdania, senest 18 mio. kr.

Derfor er det næstbedste scenarie, at alle borgere i Dragør Kommune bidrager, og det kan kun lovligt ske med en skattefinansieret løsning ud over stats- og fondsbidrag. Helsingør Kommune har tidligere besluttet en skattefinansieret løsning.

Kompliceret model

Det er ikke den vej, resten af kommunalbestyrelsen har valgt at gå. Socialdemokratiet, Konservative, Venstre samt og Sydamagerlisten besluttede i torsdags, at Dragør Kommunes borgere skal betale for kystbeskyttelse efter to bærende principper: såkaldt zonering og ejendomsværdi.

Det betyder populært sagt, at jo tættere på havoverfladen du bor, jo mere skal du betale (zonering), og at jo højere din ejendomsvurdering er, og jo mere værdi du dermed opnår beskyttelse af, jo mere skal du betale. 

Når liste T ønsker at skattefinansiere kystbeskyttelsen, i stedet for at pålægge 40% af borgerne en bidragspligt ud fra zonering og ejendomsværdi, skyldes det også, at det er langt mere enkelt at skattefinansiere – og at det derfor sikrer fremdrift i projektet.

For det første: Som det vil være de fleste boligejere bekendt, er der nye ejendomsvurderinger på vej fra Vurderingsstyrelsen. Nogle har modtaget dem, men de sidste vil først få deres nye vurdering i 2025 – eller senere. Det må en digefinansiering baseret på ejendomsvurderingerne tage bestik af: Det vil ikke være fair, at nogle betaler til diget ud fra den nuværende vurdering, og andre betaler ud fra en ny højere vurdering. 

Derudover vil der med stor sandsynlighed være boligejere, som vil klage over deres nye ejendomsvurdering. Derfor kan vi blive tvunget til at afvente afgørelser på klagerne, inden vi kan fastsætte den endelige pris.

Betaling til flere strækninger af flere

For det andet: Det er en kompliceret affære at udregne, hvor meget den enkelte bidragsyder skal betale. Bor du for eksempel i Søvang, skal du ikke kun betale for den del af diget, der ligger lige foran Søvang – det, vi kender som delstrækning 4, men også for dele af delstrækning 5 og 6, for disse to strækninger får du også beskyttelse og dermed glæde af: Uden diger på de to delstrækninger vil vandet løbe bagom. Mange borgere vil opnå beskyttelse af flere strækninger i forskelligt omfang og vil skulle betale deres del af disse strækninger. Derudover skal der sættes kroner og øre på den beskyttelse, Dragør Kommunes bygninger opnår. Samtidig opnår HOFOR også beskyttelse af deres installationer, og det samme gælder for for eksempel YouSee.

For det tredje: Fordi det er så komplekst, vil der højst sandsynligt også komme klager over bidragspligten. Det vil i givet fald forhale eller blokere for at komme i gang med anlægget af digerne – om end der kom ny lovgivning i 2020, som gør det muligt for kommuner at afskære klageadgangen ved store kystbeskyttelsesprojekter. Men hvor demokratisk er det?

Der kan med andre ord gå år, inden vi står med en besluttet og godkendt finansieringsmodel og kan komme i gang med vores kystbeskyttelse. 

Det har vi, efter vores mening, ikke tid til at vente på.

Med venlig hilsen
Peter Læssøe, Annette Nyvang og Ann Harnek
Kommunalbestyrelsesmedlemmer for Liste T